ECTS-systemet
ECTS-systemet står for European Credit Transfer and Accumulation System. Det er et system til meritoverførsel inden for videregående uddannelser.
Systemet er udviklet i EU til at beskrive det tidsmæssige omfang og faglige indhold af de studieperioder og enkeltelementer, der indgår i en videregående uddannelse. ECTS-systemet er en fælles europæisk standard, og det kan derfor bruges ved meritoverføring af studieperioder gennemført ved forskellige uddannelsesinstitutioner i udlandet eller i Danmark.
ECTS-systemet består af:
- en kvantitativ del i form af et pointsystem
- en kvalitativ del i form af "informationspakker"
- en karakterskala
Den kvantitative del, ECTS-point, er en værdi, der tillægges de enkelte kursusenheder i en uddannelse. ECTS-point er således en måleenhed for den arbejdsindsats, som den studerende skal yde for at gennemføre kursusenhederne.
Alle danske videregående uddannelsesinstitutioner skal anvende ECTS-pointssystemet. Det gælder fx også akademi, diplom- og masteruddannelser.
Hvad kan Merit/ ECTS bruges til:
Det er en fælles EU-standard, som kan bruges til meritoverførsel af moduler på samme uddannelsesniveau gennemført ved forskellige uddannelsesinstitutioner i udlandet eller i Danmark.
Formålet med merit er, at man ikke behøver at lære det samme to gange. Hvis der er et eller flere fag, som er gennemført i en anden uddannelse, kan man - efter visse regler - derfor blive fritaget for disse fag i en ny uddannelse.
Når man får merit for et fag, betyder det normalt, at man hverken skal følge undervisning i faget eller skal gå til prøve heri.